Kæmp – og lev godt med at være rollemodel

Kvindernes internationale kampdag den 8. marts er både nutid og historie. Historie, fordi den de første år siden starten i 1910 blev brugt til at kæmpe for stemmeret til kvinderne. Nutid, fordi mennesker har noget at kæmpe for og med i 2013 – uanset køn. Kamp må der til, skal livet gro!

– Det går ikke at flygte eller at tie tingene ihjel. Det er nødvendigt at tage en seriøs snak, ellers kommer man meget let til at gentage de samme uønskede mønstre som sine forældre, siger psykoterapeut Solveig Rosenkvist fra Novamentiz.dk.

Det oplever psykoterapeut Solveig Rosenkvist ofte, når mennesker kommer til hende for at få assistance til at mestre livssituationer og blive dus med sig selv. For udsolgte huse holdt hun også for nylig kurser om mor-datter-relationen og om det ikke at ville ligne sine forældre. Jo, det optager os at finde vores egen unikke hylde i livet.
– Det kan undre, at der er så overvældende en interesse for emnet – og så alligevel! Jeg ser det som et udtryk for, at kvinder ønsker en god og givende relation både til deres egen mor og egne døtre – og det gælder selvfølgelig også sønner.
Det kræver viden, mod og handling – igangsætteren er kærligheden og et ønske om at ville være den bedste udgave af sig selv. Vi er rollemodeller, om vi vil det eller ej.
Ved at øge egen indsigt kan man finde ud af, hvilken rollemodel man gerne vil være, blive bevidst om den og ændre det uhensigtsmæssige, mener Solveig Rosenkvist.

Er som sin mor – uden at ville det

Måske kender du det fra dig selv: Det med, at man bare ikke vil være som sin familie, selvom mønstre og vaner kan arves gennem generationer. ”I min familie har vi altid eller aldrig…”…Det er sådan, vi er.
Der er det vigtigt at undersøge, om det handler om genetisk arv, eller det er mønstre og vaner, som vi kan arbejde med at ændre gennem en bevidst indsats.
– Det går ikke at flygte, lade som om, stikke halen mellem benene eller at tie tingene ihjel. Det er nødvendigt med den seriøse og alvorlige samtale, hvor alle kort bliver lagt på bordet, ellers kommer man meget let til at gentage de samme mønstre som ens forældre. Præcis dem man ikke vil gentage. Det er sandheden, der sætter fri – den åbner for forsoning og tilgivelse.
Solveig Rosenkvist ser eftertænksom ud og kommer gerne med et par eksempler:

Selvstændig eller alene

En mor ville give sin datter plads og frihed til det selvstændige liv. Det fik hun nemlig ikke selv lov til at prøve som barn. Hun var en af de små i en stor børneflok – andre bestemte over hende. Sådan ville hun ikke være overfor sin datter.
Datteren oplevede det anderledes. Det selvstændige blev til oplevelsen af ”pas dig selv”, ”ikke værd at hjælpe” og heraf forringet selvværd. Det, at moderen var bevidst om egen måde at handle på, hjalp hende til at anerkende datterens oplevelse, da de begyndte at tale om det. Moderen tog sit ansvar på sig, og med smerte gik det op for hende, at selv om hun havde været tro imod sig selv og gjort det bedste, hun kunne, så havde hun svigtet datteren.
Nu anerkendte hun datterens følelse og gav udtryk for, at hun skulle have guidet hende mere. Dette åbnede op for nærhed, forståelse og en forbedret relation mellem mor og datter.

Forkert og forløst

Et andet eksempel: En veluddannet kvinde, gift og mor til to fortæller:
– Det trigger mig fuldstændigt, når jeg oplever, at nogen vil bestemme over mig. Følelsesmæssigt starter det en indre orkan. Hvad gør jeg?
Følelserne bliver aktiveret pr. automatik, og de er typisk langt stærkere end situationen. Hendes ”indre barn” på fire år vågner op og protesterer. Begrebet det indre barn handler om, at man agerer ud fra en følelsesmæssig yngre alder, end man er rent kronologisk, fordi en oplevelse med mange følelser fra tidligere er frosset fast.
Her huskede kvinden fra et besøg hos et ældre familiemedlem, at hun som barn blev tvunget til at drikke te, selv om hun ikke kunne lide det. Forældrene sagde: ”Hun kan sagtens drikke te”. Pigen protesterede, men det hjalp ikke. Efterfølgende blev der lavet en sjov historie ud af det. Den lille pige følte sig ydmyget og gjort til grin. Episoder som disse efterlod hende med en følelse af at være forkert, krævende og fyldt med skyld og skam.
Som voksen fik hun svært ved at give udtryk for egne ønsker og behov. Hun blev usikker og tav ofte frem for at deltage i en samtale. Gennem det terapeutiske arbejde blev flere af den lille piges oplevelser genset, hørt og anerkendt – og de mange følelser forløst. En ny og stærkere kvinde og mor voksede frem. Stærk på den måde, at hun også står ved egen sårbarhed og i langt højere grad kan passe på sig selv ved at sætte gode grænser, så der er en større balance mellem krav og ressourcer.
Samtidig erfarer hun med fornyet selvrespekt, at den følelsesmæssige orkan stilner af, og det smitter positivt af på ægtefælle, børn, forældre og venner.

Kristus – en levende rollemodel

Opgaven som terapeut er at være sammen med klienten, undersøge og være nysgerrig. Stille spørgsmål og lade klienten tale. Gennem alt arbejdet har Solveig Rosenkvist sin kristne tro som klangbund.
At kende Jesus som personlig frelser og ven er en gave, mener hun, fordi Jesus har levet som os og dermed forstår vore udfordringer, lidelser og dybe glæder.
– Han elsker os betingelsesløst uafhængigt af, om vi er gode rollemodeller eller ej – og det gør det lettere at betro sig til ham. Vi skal turde sætte ord på alle de svære og grimme tanker og følelser – ikke for hans skyld, men for vores egen. Jesus beder os om at vende den anden kind til – ikke for at være dørmåtter og finde os i alting, for det skal vi bestemt ikke. Tværtimod.
Men vi skal prøve at hvile så meget i hans kærlighed, at vi ikke styres af andres meninger om os. Og vi behøver ikke at forstå alting for at have et sundt selvværd og en sund selvtillid, vurderer Solveig Rosenkvist passioneret.

Set i lyset af kvindernes internationale bededag for nylig opfordrer hun til at bede for belastede og brudte relationer. Alle kan folde hænderne.


Artiklen fortsætter efter annoncen: